Thisted kåret som Årets Sanistål-Butik 2017

Saniståls butik i Thisted er modtager af den attraktive pris som Årets butik. Målt på alle parametre har årets vinder gjort det ”særdeles fremragende”

Ud af koncernens 47 butikker, var det i år Saniståls butik i Thisted, der løb med prisen som Årets Butik – en pris, som i år uddeles for tiende gang. Det var dermed en af de mindre butikker med tre ansatte, der trak det længste strå blandt de nominerede, som også tæller butikkerne i Frederikshavn og Køge.

 

”En altid positiv salgsindstilling”

”Alle tre var værdige kandidater. Men samlet scorede butikken i Thisted højest. De har både flotte indekstal og kundeanalyser. De er altid gode til at løse kundernes udfordringer, er meget synlige i lokalområdet, og så løser de rigtig mange opgaver særdeles fremragende”, siger Saniståls salgsdirektør Claus Jæger Nørbjerg.

Sammen med de tre regionschefer har han for første gang i år bedømt alle butikker uanset størrelse under ét. Butikkerne bedømmes ud fra en lang række både bløde og hårde kriterier.

I første omgang skeles der til butikkernes omsætning og indtjening. Dernæst ses der på butikkernes serviceniveau, indretning og standard. Det spiller ind, hvordan butikschefen forvalter sin rolle og hvordan kunderne vurderer butikkerne.

 

”Det var surrealistisk”

Butikschef i Thisted, Morten Thomsen, er ikke bare glad og beæret over at blive årets prismodtager. Han er også overrasket.

”Vi er en lille butik, der i slutningen af 2016  fik sat et helt nyt hold, så alene det at blive nomineret var stort og ærefuldt. Derfor var det også helt surrealistisk, da det stod klart, at vores butik blev udråbt som vinder.

Vi var oppe imod to større, og meget værdige konkurrenter, så jeg troede faktisk ikke, at vi havde så store chancer, selv om vi har haft et fantastisk år”, siger Morten Thomsen.

 

Motivation og ære

Ifølge salgsdirektør Claus Jæger Nørbjerg er prisen som Årets Butik mere end blot en pokal, et diplom og et gavekort til en stor kage til vinder-butikkens kunder og medarbejdere.

”Der er tale om både en ærespris og en motivationsfaktor. Det er sådan, vi ønsker det skal være, og der er heldigvis rigtig mange, der gerne vil konkurrere om den. Flere butikschefer skriver ind i deres indsatsplaner, at de vil gå efter at blive nomineret. Så prisen er forbundet med megen stolthed. Og naturligvis retten til at håne de øvrige butikker ”, siger Claus Jæger Nørbjerg.

For yderligere oplysninger kontakt Claus Jæger Nørbjerg, Salgsdirektør Butik, på mail cjn@sanistaal.dk eller mobil +45 72 27 81 93.