Sanistål udvider robotlager og gør klar til mere vækst

Den danske grossist Sanistål gennemfører nu en omfattende udvidelse af virksomhedens fuldautomatiske AutoStore-anlæg på centrallageret i Billund. Udvidelsen af robotlageret betyder, at driften på centrallageret bliver endnu mere effektiv, så Sanistål kan fortsætte salgsvæksten i de kommende år.

”Vi har en klar vækststrategi i Sanistål, og derfor investerer vi målrettet i teknologier og processer, som gør det muligt at opskalere vores forretning. Udvidelsen af vores AutoStore-anlæg er en vigtig forudsætning for, at vi kan føre vores ambitiøse vækstplaner ud i livet og hjælpe endnu flere kunder i fremtiden,” siger Stephan Schuler, der er supply chain direktør i Sanistål.

 

Fra 48.000 til 80.000 kasser

Det er kun godt et år siden, at det nuværende AutoStore-anlæg blev indviet.

”Vores AutoStore-anlæg har været en kæmpe succes. Det øger vores automatiseringsgrad markant og gør os mere omkostningseffektive. Hidtil har robotterne først og fremmest taget sig af de varenumre, som bliver solgt allermest, men nu er vi klar til at udvide med alle lagervarer, der i vægt og størrelse passer til kasserne,” siger Stephan Schuler.

Robotanlægget indeholder godt 48.000 kasser med lagervarer. Når udvidelsen er gennemført, kommer anlægget til at rumme næsten 80.000 kasser. Herefter vil 58 robotter bevæge sig rundt på anlægget og bringe kasserne hen til nogle særlige plukkestationer, hvor lagermedarbejdere står klar til at pakke og sende varerne til kunderne. Plukningen af varerne foregår to til tre gange hurtigere end før robotanlægget.

 

Robotanlægget sparer energi og emballage

AutoStore-anlægget bruger væsentligt mindre energi sammenlignet med tidligere og giver bedre mulighed for at sampakke varer. Det reducerer Saniståls emballageforbrug betydeligt.

”Den grønne dagsorden er vigtig i vores strategi, og derfor er det positivt, at robotanlægget sparer ressourcer og hjælper med til at mindske vores klimaaftryk,” siger Stephan Schuler.

Det nuværende robotanlæg klarer næsten 50 procent af vareflowet på Saniståls centrallager. Når det udvidede AutoStore-anlæg efter planen er i fuld drift til sommer, vil det kunne håndtere op imod 70 procent af det samlede vareflow på lageret.

 

Afsked med 45 lagerautomater

I forbindelse med udvidelsen af robotlageret, tager Sanistål afsked med i alt 45 Megamater, som er store lagerautomater, der inden AutoStore var den mest automatiserede del af centrallageret.

Selvom Megamaterne har aftjent deres værnepligt i Sanistål, kan de sagtens anvendes af andre virksomheder. De første 16 lagerautomater er allerede pillet ned og via en grossist solgt videre til virksomheder i Sverige, Holland og Danmark.

Udvidelsen af Saniståls AutoStore-anlæg foregår i to tempi. Første del er klar til at blive sat i drift 1. april, mens hele anlægget forventes at være i drift efter sommerferien 2023.

 

Fakta om udvidelsen:

  • Saniståls AutoStore-anlæg udvides fra 48.000 kasser til 80.000 kasser.
  • Antallet af robotter stiger fra 52 til 58.
  • Antal plukkestationer stiger fra 6 til 10.
  • Robotanlægget går fra at kunne håndtere 50 % af vareflowet på Saniståls centrallager til at kunne håndtere 70 %.

 

Kontaktperson:

Stephan Schuler, Supply Chain direktør, tlf.: 40 97 49 46

 

12. december 2022