Pap- og PVC-tage har mødt deres overmand i form af tagmembranen Rhepanol, hvis man spørger den danske forhandler af produktet, Per Poulsen. Og det øger håndværkerens indtjening, lover han.

”Mange - inklusiv undertegnede - har spurgt sig selv, hvorfor der er behov for endnu et tag-produkt på markedet. Efter jeg har mødt Rhepanol, er tvivlen forsvundet, for det slår både pap- og PVC-folietage på de fleste parametre, uanset om vi taler montering, vedligehold, holdbarhed, bæredygtighed eller afsmitning til miljøet,” lyder det begejstret fra Per Poulsen, der ejer tag-virksomheden EasyFlex Roofing.

En af de største fordele ved Rhepanol er, at det monteres uden brug af åben ild eller varme (dog skal der bruges varm luft ved grønne tage). Monteringen foregår hurtigt, og samlingen af taget kan udføres af de fleste håndværkere.

Slidstærkt, miljøvenligt og godt for indtjeningen
Taget egner sig bedst til fladt tag, men kan også benyttes ved tag med hældning. Og ifølge EasyFlex Roofings ejer øger håndværkeren sin fortjeneste, fordi produktet er både billigere, nemmere og hurtigere at montere end sammenlignelige tag-membraner. Og modsat andre produkter, som kun må betrædes inden for et temperaturinterval på 0 til +40 grader for at garantien opretholdes, er det samme gældende for Rhepanol med udsving fra -60 til +100 grader.

Rhepanol har en lang levetid, det nedbrydes kun ved slitage og ældes som sådan ikke. Det betyder, at materialet er nemt at arbejde videre med ved eksempelvis fremtidige renoveringer og tilbygninger. Og materialet kræver, ifølge Per Poulsen, ikke vedligehold.

For de miljøbevidste kunder er der også gode argumenter. Rhepanol er helt genanvendeligt, men den største miljøgevinst ligger i afsmitningen.

”Hvor paptag indeholder kræftfremkaldende blødgører samt giver tjære i tagvandet, og PVC-tage afgiver kræftfremkaldende plast-ftalater, afgiver Rhepanol ikke afsmitning til regn- og grundvandet overhovedet,” lover Per Poulsen.

Fakta
Rhepanol har fejret sit kronjuvelbryllup med det tyske marked, efter mere end 75 år på hylderne. Produktet er derfor gennemtestet for børnesygdomme. For at øge kendskabet til produktet på danske breddegrader arrangerer EasyFlex Roofing 1-dages kurser for håndværkere, så de lærer at håndtere produktet.

Dato: 26. maj 2016
Fabrikat: EasyFlex Roofing
Produktkategori: 202005, 202025

Andre artikler