Turbo på Lean tiltag

Herning Varmforzinking har for alvor sat turbo på sine Lean tiltag med indførelsen af Ahlsells StockMaster koncept. Konceptet optimerer virksomhedens forretning betydeligt.

Da Dannie Lauridsen blev ansat som Lean-ansvarlig på Herning Varmforzinkning, blev han hurtigt opmærksom på, at virksomhedens håndtering af c-varer måtte kunne gøres mere effektiv og simpel. "Lagerbindingen for c-varer var meget stor, for der blev bestilt rigeligt hjem, og alligevel løb depoterne tør, for man ville ikke fylde for meget i dem. En lagermand brugte halvdelen af sin arbejdstid på at fylde depoter op og bestille nye varer hjem. Det foregik meget omstændeligt med papirgange til mange forskellige mennesker i organisationen," fortæller Dannie Lauridsen.

Men alt det er fortid nu.

 

Kører af sig selv

Siden august 2015 har Herning Varmforzinkning haft to StockMaster automater strategisk godt placeret i produktionen, så medarbejderne altid let kan komme til de forbrugsvarer, som de har brug for. De skal bevæge sig minimalt og aldrig vente på, at depoter bliver fyldt op, for genopfyld og genbestilling sker automatisk af Ahlsell. "Det kører af sig selv, og vi skal ikke bruge mandetimer på det mere. I dag tager vores lagermand sig derfor af andre opgaver i virksomheden," siger Dannie Lauridsen.

Herning Varmforzinkning har valgt at bruge StockMaster Lockers, hvor medarbejderne med en nøglebrik får adgang til varerne og selv trykker det antal ind, som de tager fra hylden med fx handsker. "Med Lockers har medarbejderne faktisk mulighed for at tage ti par handsker, selvom de har trykket ind, at de kun tager to par. Men det har vist sig, at den mulighed ikke bliver brugt. Vores forbrug svarer præcis til det, som medarbejderne selv registrerer," siger Dannie Lauridsen.

 

Markant fald i forbruget

Den største gevinst ved at indføre StockMaster er faktisk, at forbruget af c-varer falder, fortæller Dannie Lauridsen. "Tidligere havde vi for eksempel et meget højt forbrug af handsker, og det er faldet markant, efter StockMaster er blevet indført," siger han.

Før var der ingen, som fik at vide, hvis man brugte tre par handsker om dagen, men i dag registrerer medarbejderne selv deres forbrug, og det ligger der et eller andet psykologisk i, mener Dannie Lauridsen: "Jeg tror ikke, at medarbejderne føler sig overvågede. Det handler nærmere om, at de nu tager ansvar for det par handsker, som de henter, hvor de tidligere ikke stod til ansvar overfor nogen," siger han.

 

Herning Varmforzinkning har 200 ansatte og mere end 30 års erfaring med overfladebehandling af jern- og metalvarer.

 

Dato: 24. juni 2016
Emne: StockMaster

Andre artikler