Specialproducerede dørgreb er efterspurgte

Carl F - en del af Sanistål og SG Rustfrit står bag helt unikke og specialproducerede dørgreb, som er særligt egnede til fængsler og psykiatriske hospitaler.

 

Sikkerheden er helt central, når der bygges fængsler og psykiatriske afdelinger, og det kan indimellem kræve, at der skal udvikles helt nye og unikke løsninger.

Det gjorde sig fx gældende, da Sanistål fik byggesagen for det nye statsfængsel på Falster.

”Når det handlede om beslag, dørgreb og langskilte til dørene, kunne vi ikke bruge hyldevarer, men måtte selv udvikle nogle specialprodukter, der opfyldte sikkerhedskravene fra bygherren og arkitekterne,” fortæller Per Albrechtsen, der er projektkonsulent i Carl F, som er en del af Sanistål.


Selvmordssikre dørgreb

Kravet til dørgrebene var bl.a., at de indsatte ikke skulle kunne begå selvmord ved at fastgøre en snor eller ledning til dørgrebet og dermed kunne  hænge sig i det. Derudover skulle dørene have særlige langskilte på hele 75 centimeter, der både skulle dække låsen ved dørgrebet og en lås længere oppe på døren, og langskiltene skulle monteres på en måde, der sikrede, at de indsatte ikke kunne gemme noget bag dem.

”Den slags selvmordssikre dørgreb findes ikke i Danmark. Derfor udviklede vi et greb i samarbejde med SG Rustfrit, som er en af vores mangeårige samarbejdspartnere,” fortæller Per Albrechtsen.

Dato: 26. januar 2017

Andre artikler