Ahlsell får flygtninge i job

Ahlsells centrallager står i spidsen for det største integrationsprojekt i Billund Kommune. Målet er, at 12 syriske flygtninge efter tre måneders praktik skal i ordinært job på virksomheden

Der skulle ikke overtalelse eller lange taler til, da Billund Kommune mødte op på Ahlsells centrallager for at få nogle af kommunens syriske flygtninge i praktik på virksomheden.
”Vi blev hurtigt afbrudt af fabrikschefen, der sagde, at vi bare skulle droppe snik-snakken, og at Ahlsell ville tage 12 flygtninge i praktik med henblik på at få dem i ordinært job,” siger Jan Møller Iversen, der er social- og sundhedsdirektør i Billund Kommune.
Han fortæller, at integrationsprojektet i Ahlsell er unikt, både fordi der er tale om så mange flygtninge, hvilket gør det til kommunens største projekt, og fordi målet er, at flygtningene allerede efter tre måneders praktik tilbydes arbejde på lageret.
”Ahlsell gør en kæmpe indsats og viser, at hvis man vil integrationsindsatsen, så kan man få den til at lykkes,” siger Jan.

Vi ser dem som ansatte
Projektet begyndte i marts måned, og de første syriske flygtninge, der har gennemført tre måneders praktik, er blevet fastansat, og fabrikschef Claus Hjerrild forventer at ansætte flere i takt med, at de afslutter deres praktikperiode.
”Vi ser dem ikke som flygtninge, men som ansatte og kolleger på lige fod med alle andre, og da vi står i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft, var det en nem beslutning at tage dem ind. Vi får nye medarbejdere, og samtidig er vi med til at tage et socialt ansvar,” siger Claus Hjerrild og fortsætter:
”Og så får vi allesammen et større perspektiv og et mere nuanceret syn på flygtningene, fordi vi møder dem ansigt til ansigt og får deres personlige historier. Det gør indtryk, og jeg oplever, at det skaber stolthed blandt kollegerne, at vi er med til hjælpe nogle mennesker i gang med deres liv i Danmark.”

Social- og sundhedsdirektør i Billund Kommune, Jan Møller Iversen (bagerst th.) er sammen med repræsentanter fra Billund Kommune og Jobcentret begejstret for Saniståls måde at møde de syriske flygtninge på

Eneste forskel er sproget
De 12 syriske flygtninge begynder to ad gangen cirka hver tyvende dag. De modtager hver dag to timers danskundervisning på arbejdspladsen, og i løbet af praktikken følges de af en mentor, der hjælper med alt det praktiske, når man er ny medarbejder i Ahlsell– og ny i Danmark.
Lagermedarbejder Bodil Egsgaard Nielsen er en af mentorerne:
”Flygtningene har en høj arbejdsmoral og er hurtigt blevet en del af hverdagen i Ahlsell,” fortæller hun.
Som mentor med flere års erfaring er Bodil Egsgaard Nielsen vant til at modtage nye Ahlsell-kolleger, og overfor de syriske flygtninge har holdningen ikke været anderledes.
”Det eneste vi ser som en forskel, er sproget,” siger hun.
Men når kommunikationen på dansk ikke rækker, kan hendes mentor-kollega, lagermedarbejder Ali Macow Shariff Aba, hjælpe til, da han taler arabisk. Det er bl.a. vigtigt, at flygtningene forstår alt omkring sikkerheden i Ahlsell.

Dato: 27. juni 2017
Emne: Integration, CSR

Andre artikler