2 x 50 års jubilæum

Både Poul og Preben startede deres karrierer i Sanistål, da de var blot 16 år gamle og er "still going strong" her 50 år senere.

Fra Storkøbenhavn til Nordjylland
Poul Steen Jensen begyndte karrieren i 1969 som 16-årig. Her kom han i lære som handelsmedhjælper hos Carl F i Glostrup. Derefter rykkede han som færdiguddannet videre til en stilling som intern sælger i Carl F i Valby og senere ekstern sælger i Nordsjælland.

- Dengang var der krisetider i Danmark, og renten var helt oppe på 28 %. Der skulle salgstalent til, hvis du skulle lykkedes med at sælge noget, fortæller Poul Steen Jensen.

Salgstalentet fejlede ikke noget, men han kunne ikke holde mund med sin mening. Heller ikke da han oplevede, at der skete for mange fejl i distributionen:

- Jeg brokkede mig, og det resulterede i, at jeg så fik ansvaret for kørselsafdelingen, griner han.

Da svigerforældrene flyttede til Nibe, rykkede det unge par med i 1986. Poul Steen Jensen fik arbejde hos Carl F på Håndværkervej, hvor han bl.a. var afdelingschef i butikken. Da Sanistål købte Carl F i 2008, faldt det perfekt sammen med, at han havde lyst til at prøve noget nyt.

- Derfor var jeg hurtig til at rykke længere ned ad Håndværkervej, hvor jeg fik arbejdsplads i Eksport. Her har jeg ansvar for salg af alle Carl F-produkter til Nordatlanten, siger han.

Vil ikke ulejlige Dronningen
I dag kan Poul Steen Jensen se tilbage på et alsidigt arbejdsliv. Og som han selv siger, har fine titler og magtfulde stillinger aldrig været drivkraften:

- Det er meget vigtigere at have gode kolleger og at have det sjovt på jobbet. Jeg kan godt lide at vinde, og du vinder jo, når du hiver en god ordre hjem, siger han.

Jubilæet blev fejret sammen med kollegerne i Eksport, og selvom en 50-års jubilar kan komme over og blive lykønsket af dronningen, takkede Poul Steen Jensen nej til det tilbud:

- Jeg er for kongehuset, men jeg synes ikke, der var nogen grund til at ulejlige Dronningen, siger han.

- Alt foregik manuelt med kuglepen og papir, så jeg har været på noget af en teknologisk rejse, ligesom forretningsverdenen også har ændret sig meget, siger han.

Efter sin eksamen blev Preben Jørgensen først lagermedarbejder og senere indkøbsdisponent, og da P. E. Ehrhardt i 1996 blev solgt til Sanistål, blev han intern sælger.

I januar 2007 blev Preben Jørgensen udnævnt til butikschef i Sanistål Roskilde, og i 2014/15 besluttede han at gå ned i tid. Han startede januar 2016 som butikssælger i Saniståls Ringsted-butik.

Kongen af AS400 i audiens hos Dronningen

Preben Jørgensens chef i dag, forretningschef Bo Stærk Larsen, kalder ham kongen af AS400, fordi Preben Jørgensen nok er en af dem i Sanistål, der havde bedst styr på det it-system, der indtil overgangen til SAP i 2018 udgjorde rygraden i virksomhedens digitale infrastruktur.

- Alligevel gik Preben på med krum hals, da vi for nyligt gik over til SAP. Han er ikke bange for at lære nyt, og så er han en guldgrube af viden, har et kæmpe netværk i Sanistål, og er i det hele taget en gevinst for virksomheden, siger Bo Stærk Larsen

Han har indstillet Preben Jørgensen til den kongelige belønningsmedalje, som man kan tildeles efter 50 års uafbrudt ansættelse i samme virksomhed.

- Den har jeg sagt ja tak til, for jeg synes da, at jeg har fortjent den, og jeg vil også takke Dronning Margrethe ved en efterfølgende audiens, siger 50-års jubilaren og understreger, at selv om han nu har været et halvt århundrede i Sanistål, har han ingen aktuelle planer om at stoppe:

- Jeg har altid sagt, at det skal være sjovt at gå på arbejde, og det synes jeg, at det har været og stadig er. I dag arbejder jeg tre dage om ugen, og det regner jeg med at fortsætte med nogle år endnu, så længe Sanistål har brug for mig og jeg har helbredet til det, siger han.

Dato: 07. november 2019

Andre artikler