Tove takker af efter knap 50 år i Sanistål

Tove Minna Antonsen er efter en menneskealder i Sanistål gået på pension og har i den forbindelse modtaget Den Kongelige Belønningsmedalje. Dog har kollegaerne haft størst værdi.

Efter 48 år og 11 måneder i Sanistål har butikssælger i Grenaa-butikken, Tove Minna Antonsen,  valgt at gå på pension. Det blev den 31. maj fejret med en afskedsreception, hvor hun fik overrakt den Kongelige Belønningsmedalje for mere end 40 års uafbrudt ansættelse i samme private virksomhed. 

”Det er en fin gestus at blive indstillet og jo også specielt at modtage hæderen. Men for mig, der er lidt af en tryghedsnarkoman, er det, der har betydet allermest, at jeg har været en del af en lille fasttømret flok. Og den vil jeg nu komme til at savne.”


Butikkens bindeled

Resten af flokken i Grenaa-butikken tæller blandt andet forretningschef Kim Lillie Andersen.

”Tove forstår helt ind til benet, at det er en servicevirksomhed, vi driver. Helt ekstraordinært har hun på vej hjem fra arbejde bragt varer med sig på cyklen for at sende dem til kunderne.

Tove har udviklet en stor viden om alle vores produkter, og så har hun vist sig som ikke alene en pligtopfyldende og særdeles loyal kollega. Hun har også været det bindeled, der i høj grad har bidraget til, at vi passer på hinanden”, siger Kim Lillie Andersen og fortsætter:

 ”Jeg var glad og stolt, de to gange vi er blevet kåret som Årets Sanistål butik, men jeg er om muligt  mere stolt af at have haft Tove som trofast medarbejder igennem så mange år. Det skal vi skilte med, og derfor har jeg sammen med vores salgsdirektør aftalt, at et billede af Tove kommer op at hænge på væggen i butikken”.


En bøvlet opgave

Som 18-årig bliver Tove Minna Antonsen den 1. juli 1973 ansat som kontorelev ved VVS- og værktøjsgrossist Otto Secher i Grenaa, hvor hun efter overstået elevtid bliver fastansat. I de næste 24 år er hendes primære arbejdsopgave at fakturere kunderne.

Da Sanistål den 1. november 1997 overtager aktiviteterne i Otto Secher, bliver Tove Minna Antonsen butikssælger i Saniståls butik i Grenaa. I de seneste mange år har hun også fortsat varetaget de forskellige administrative opgaver i butikken i Grenaa - de sidste tre år på gradvis nedsat tid.

Selv om Kim Lille Andersen fremhæver, at Tove aldrig siger nej til en opgave, har administrationen af udleje af flasker med svejsegasser været en af de opgaver, Tove gennem årene har forsøgt at uddelegere.

Dato: 07. juni 2022
Emne: Job og Karriere

Andre artikler